Juleafslutning

Mandag aften (18.12) afholdt klubben juleafslutning. Omtrent 25 var mødt op til en hyggelig aften, hvor der blev budt på julehistorie (Kai læste Peters Jul), æbleskiver og god stemning. Det var især dejligt at se så mange juniorer og forældre til mødet.
Der blev uddelt præmier for efterårsturneringen, hvor der i gruppe 1 var stor jævnbyrdighed, idet Jesper, Per, John og Allan alle sluttede med 6½ point. I juniorgruppen sluttede Magnus og Markus begge med 5 point. I begge grupper blev præmierne delt ligeligt blandt spillerne med flest point.
Lars viste hjemmesiden og hvordan man kan lægge indlæg på siden. Alle medlemmer kan henvende sig til Lars og få et login, så de selv kan lægge indlæg ud, eller man kan sende indlæg til Lars, som så lægger ud.

Derefter var der medlemsmødet, hvor Per bl.a. fortalte om juniorskakken og hans vision for klubben, herunder en idé om at genoplive Bondefangeren som blad med én årlig udgivelse med Kai som redaktør.
Gennem sit fremragende juniorarbejde er målsætningen 50-60 medlemmer i klubben!
Samarbejdet om juniorerne mellem Søren, Jesper og Per om torsdagen er upåklageligt, og fremmødet viser at vi har ramt den rigtige mellemting mellem indlæring og sjov og ballade.
Fremadrettet satser Per også på en pigegruppe, flere 6-7-årige og et samlet antal på mellem 30 og 40 om torsdagen. De bedste skal nu introduceres for Chessbase, samt de muligheder der findes på ”lichess”.
Til sommer tager vi en lynskak turnering på gågaden i Haderslev.
Alt det sikrer at klubben fremover, at den løbende får nye medlemmer, så vi aldrig mere kommer i en situation som i foråret hvor der samlet var 7 tilmeldt klubturneringen!
Haderslev skal fra nu af stille med flere deltagere i SGP end alle andre klubber i hovedkredsen.
Per vil straks i det nye år reklamere for skakklubben blandt de studerende på stedet, og på Johns forslag vil jeg også besøge kasernen i byen.
Der skal skrives en artikel til lokalavisen om danmarksmesteren i lyn, Magnus, hvor torsdagsholdet naturligvis også skal nævnes.

Aftenen blev afsluttet med den traditionelle julelynturnering, som blev vundet af Per med 8 ud af 9 point. Gert opnåede ligeledes 8 point, men blev slået af Per i deres indbyrdes opgør. Det skal dog med i beregningen, at fire af de ti deltagere var juniorer, som alle måtte hjem for at passe sengetiden efter 5.-6. runde, hvilket både Per og Gert lukrerede på med hhv. 3 og 4 gratis point. Kun Lars endte med at måtte spille alle ni partier.

Klubben ønsker alle medlemmer en rigtig god jul!
Husk at der er SGP i Vojens den 28. december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *