Kolding og Fredericia er 2 af de store turneringer i vores nærområde og det er min plan at Haderslev skal stille med et stort, ungt hold næste år i begge turneringer!
I weekenden var vi 3 deltagere fra Haderslev, heraf 2 nye medlemmer i klubben.
David Harlund scorede 2 ½ af 5, han er senior og med sine 1021 i rating har han sikkert manglet en træner der kan sætte lidt system i hans tilgang til skak. Den opgave vil jeg gerne påtage mig, så vi skal nu mødes nogle timer fremover, se på partierne, samt få noget struktur på selvtræningen! Det bliver spændende!
I basis 7 deltog Willas Jørgensen for første gang i en rigtig turnering med normal betænkningstid. Vi havde en enkelt træningseftermiddag dagen før, hvor vi sammen fik udarbejdet et par åbningssystemer.
Han kvitterede med at score 5 af 5 og hoppede dermed fra 1350 til 1550 i rating! Willas er god til at lytte og suge til sig og planen er nu at han og jeg skal mødes nogle gange over sommeren så han er klar når efteråret kommer.
Super turneringsstart og en skræmmende modstander for mange i tiden der kommer!
For mig var Fredericia slutningen på en lang rejse der startede efter de første 5 runder i holdturneringen.
Forberedelserne til kandidatturneringen betød mere end 100 timers forberedelse over 7 uger, og fra 2005 i rating før holdturneringen til 2083, plus 26 i Svendborg, og Kolding som jeg vandt, stod jeg nu med 2132. Fredericia har jeg meget dårlige minder om, jeg spillede frygteligt sidst jeg var der. Denne gang blev der ikke sat brikker i slag og jeg er trods 2 af 5 rimeligt tilfreds med spillet. Mine åbninger fungerer, jeg har elimineret de store brølere som har forfulgt mig i årtier og jeg regner meget bedre end før. Nu er planen at få analyseret disse 25 partier særdeles grundigt og få klarhed over hvordan jeg får udnyttet alle disse gode stillinger som jeg har misset undervejs.
Der var ingen halve i de 25 partier før der stod 2 konger tilbage på brættet og det er min tilgang til skak fremover. Jeg kan acceptere et nederlag, men jeg kan ikke acceptere en remis hvor jeg ikke har forsøgt at vinde!
Både kandidatturneringen, Kolding og Fredericia var præget af kampiver og det ses blandt andet ved at et gammelt Haderslev medlem, Bjarne Light, endte Fredericia med et sølle point trods et ratingtal på 2231!
Kolding og Fredericia er super turneringer og jeg vil kraftigt opfordre alle til at deltage næste år.
Det kunne være et mål at Haderslev blev den klub med flest deltagere i disse turneringer næste år.
Nu har jeg mumlet lidt om hvad der er min plan…