SGP i Kolding

De to Koldingklubber, Springeren Kolding og Kolding skakklub stod for arrangementet og det forløb upåklageligt. Gode spillelokaler og skoleskak klassen i eget lokale. Fin kantine, alt fungerede bare!

Med 58 deltagere var der et pænt fremmøde og med 9 fra Haderslev blev vi den klub med flest deltagere.

Det kunne være endnu bedre hvis ikke der var 4 afbud lige op til afgang.

I skoleskakklassen deltog Anton, Nicklas, og Kristian. Jeg er tilfreds med det jeg ser og specielt Nicklas med 5 p viste vejen. Kristian har kun været om torsdagen 3 gange, men de basale ting var på plads, så om 2 måneder er han et helt andet sted. Anton er sammen med Daniel og Oscar humørsprederne om torsdagen, og om kort tid vil hans(deres) skakudvikling også vise sig. I skoleskak klassen håber jeg at se 5-7 i alt til de kommende turneringer. Dertil vil jeg gerne have et pigehold ind!

I gruppe 3 med 12 deltagere havde vi 4 Haderslev spillere med: Magnus, Frede, Andreas og Markus. Magnus var/er ustoppelig og med 6 ½ af 7, røg der atter 100 rating point ind på kontoen. Jeg glæder mig til at se ham i en turnering hvor han møder spillere omkring de 15-1700 i rating, det er der han er styrkemæssigt. Frede var vi centrum i et forrygende tidsnødsdrama der samlede 8-10 tilskuere omkring brættet. Skønt at se, for 5 måneder siden underviste jeg ham i hvordan man sætter mat med dronningen!

Markus lagde forrygende ud med 3 af 4 hvorefter han stødte ind i damptromlen Magnus og bagefter Andreas som nu tror på sig selv!

I gruppe 1 mødtes Allan og jeg i første runde og med mere end 500 indbyrdes lynpartier er der ikke megen plads til overraskelser. Jeg afveg med hvid fra min favoritåbning og Allan spillede en nimzoinder hvor jeg valgte den skarpe a3 variant. Det var dumt for Allan spiller kender Nimzoindisk ret godt, men det havde jeg glemt i mit forsøg på at overraske. Det blev for os begge dagens mest spændende parti, hvor vi samstemmende havde fornemmelsen af at Allan stod bedst, men i de taktiske forviklinger i tidsnøden vandt jeg med en mat i en..

I partiet mod forhåndsfavoritten Adesh tabte Allan også, men med 5 af 7 og 7 ratingpoint var det trods alt en god turnering for ham.

Jeg startede ikke helt så godt som håbet, og med et nederlag i runde 2 mod en godt spillende Bent Rømer fortsatte det lidt tøvende om end 1tallerne kom i hus. Vendepunktet kom i partiet mod Adesh hvor jeg spillede min favoritåbning og efter jeg afslog en trækgentagelse fik jeg et spektakulært offer ind.

En 1. plads på deling med 6 af 7 er et fint resultat.

Det var atter en god skakdag og Haderslev skakklub fik atter vist flaget. Næste gang er 28. dec. i Vojens og husk, der er også adgang for seniorer!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...